Når vi får taget billeder af byggerier og medarbejdere i NJ Gruppen, er det ofte Bo, der står bag kameraet. Han har været fotograf i næsten 40 år og har fotograferet alt fra kongehuset og kendte skuespillere til landsstævner, bygninger og medarbejdere.
Drømmen om at blive fotograf
Bo drømte allerede i gymnasiet om at blive fotograf, men der var ikke nogen oplagt vej ind i faget. Han uddannede sig først til matrikeltekniker og begyndte senere på ingeniørstudiet, men drømmen om fotografiet kunne han ikke slippe. Mens han studerede, forsøgte han derfor at sælge sig selv ind forskellige steder, fra den lokale avis i Nykøbing F. til Billed-Bladet.
"Jeg skrev blandt andet til Billed-Bladet. Jeg skrev sådan: Ej, du skulle tage mig. Jeg er pissegod. Og jeg kunne jo ikke en skid. Til sidst skrev chefredaktøren tilbage: Nu gider jeg ikke høre mere på dig. Du kan komme med i det der projekt, og så kan du selv se, hvor meget du kan få ud af det."
Projektet hed Ung 86. Her fik Bo erfaring og opbyggede en portefølje, som han kunne tage med sig videre. Det førte siden til Amager Bladet, hvor han endte med at arbejde i 14 år. Det var også her, han første gang mødte Lars Albrecht Jensen, der i dag er direktør i NJ Gruppen og som i 1986 var i journalist-praktik på bladet.
Fra kongehuset til NJ Gruppens byggepladser
To uger før Bo fyldte 40 år, sagde han sit faste job op og sprang ud i freelancelivet. Bo havde længe vidst, at han gerne ville være freelancer og freelancelivet har ført ham mange forskellige steder hen. Han har blandt andet arbejdet for ugebladet Her & Nu og rejst med kongefamilien på officielle ture til alt fra Aarhus til Grønland og Mauritius.
"Det er mit arbejde at fotografere dem. Man lærer med årene, hvordan man gelejder sig ind på dem. Når man fotograferer dronningen, skal man selvfølgelig huske at sige 'Deres Majestæt', når man beder hende om at flytte sig. Men ellers går det jo godt. Når man kan klare det, så kan man nok godt fotografere det meste."
I dag er Bo fast tilknyttet som fotograf hos NJ Gruppen. Her fotograferer han både mennesker og de byggerier, virksomheden opfører. Bygninger kræver noget andet af fotografen end mennesker, men også det interesserer ham. Her handler det om at få øje på linjer, former, lys og perspektiver og finde det billede, der får byggeriet til at træde frem.
På den måde er der måske alligevel en rød tråd gennem Bos meget forskellige opgaver. Om han står foran dronningen, en medarbejder eller et nybygget hus, handler arbejdet om at kigge ordentligt efter.
"Se, der er en, der har den kørestol, jeg lige har fået"
Et af de projekter, der har betydet mest for Bo, begyndte hjemme i hans egen stue.
Bo og hans kone Dorthe har to børn. Deres datter Amalie har børneleddegigt, og i 2008, da hun var 12 år, sad hun i kørestol. En dag, da familien så svensk tv, stødte de på De Paralympiske Lege ( PL ) fra Kina. De så en basketballkamp, da Amalie pludselig fik øje på noget.
"Se, der er en, der har den kørestol, jeg lige har fået," sagde hun.
Det blev en øjenåbner for Bo og hans kone Dorthe. For hvor var de mennesker, deres datter kunne spejle sig i? I Sverige blev PL dækket massivt på tv. I Danmark var handicapidrætten næsten usynlig.
Derfor tog Bo og Dorthe kontakt til handicapidrætten med en idé. De ville følge otte danske atleter frem mod PL i London i 2012. Det kom de til at gøre i halvandet år. Bo fotograferede atleterne, Dorthe arrangerede og arbejdet blev til to store fotoudstillinger i Øksnehallen i København og Musikhuset Aarhus med titlen ”8 towards 12”. Siden rejste billederne videre, og i alt blev det til 12 udstillinger rundt omkring i Danmark.
"Vi ramte ned i et behov," fortæller Bo.
At gøre det synligt, vi ikke ser
Projektet handlede om sport og ikke mindst menneskerne bag, men for Bo og Dorthe handlede det også om at give deres egen datter nogle forbilleder. For dengang var der en berøringsangst omkring handicap, som de også selv kunne mærke.
"Kan man sige til en blind: Vi ses i morgen?"
Det er et af de eksempler, Bo bruger. For hvordan taler vi om det, der er anderledes? Og bliver vores usikkerhed nogle gange så stor, at vi helt undgår at tale om det? Den berøringsangst oplevede Bo og Dorthe også, da de skulle finde penge til udstillingen. Ingen ville sponsorere projektet, og til sidst finansierede de det selv. I dag ser det anderledes ud. Handicapidrætten har fået langt større synlighed, og PL og paraatleterne fylder mere i den danske offentlighed. Bo oplever, at han og Dorthe var med til at flytte noget. Ikke alene, men som en del af en større bevægelse.
Det er en livsstil at være fotograf
Bo er fra en generation af fotografer, der har stået i mørkekammeret og set billedet vokse frem på papiret. Den magi har han aldrig helt mistet. For ham handler fotografiet også om den adgang til verden og de mennesker, som kameraet giver ham.
"Et godt job er, når der enten er noget til hjertet eller noget til hovedet. Så er det berigende. Jeg bliver inspireret af at møde mennesker."
For Bo er det at være fotograf blevet en livsstil, og om det er kongefamilien eller til rejsegilde på et byggeri er det samme passion som stadig driver Bo til at sætte en ære i at levere gode minder.
Billederne i artiklen er fra Bos forskelligartede arbejdsliv. Det sidste billede er taget af Bo selv. Se mere af Bos arbejde på www.nymann.nu